Kronprinsessegaarden 1 København | Ejendommens historie

Ejendommens historie

E/F Kronprinsessegården 1 består af hjørneejendommen Adelgade 47, 49, 51 og 53 samt Sølvgade 13, 15 og 17.


Byggeriet stod færdigt i 1957. Kronprinsessegården 1 har tvillingen Kronprinsessegården 2 i Sølvgade / Kronprinsessegade fra 1961. Arkitekt var Gunnar Milthers. Bygningernes udtryk er ens, men der alligevel tale om to selvstændige matrikler med tilsvarende to selvstændige ejerforeninger. Der er et samarbejde mellem de to ejerforeninger ud fra sammenfaldende interesser eksempelvis om drift af de to gårde.


Kronprinsessegården 1 blev oprindeligt bygget af et selskab, hvori blandt andet vort nuværende administrationsfirma indgik. Lejlighederne blev senere udstykket og langt de fleste lejligheder er i dag ejerlejligheder.


Kronprinsessegårdene var en del af den store sanering lige efter 2. Verdenskrig af Borgergade / Adelgade. De ligger i bydelen Ny-København, som blev planlagt af Christian IV og som er karakteristisk ved sin byplan med rektangulære gader. Borgergade/Adelgade udviklede sig fra starten til et slumkvarter og de to gader var noget af det sidste og ringeste af det gamle København – der boede eksempelvis godt 5.000 mennesker alene i Adelgade omkring år 1900 og gaden stod stort set uforandret op til den gennemgribende sanering. Udover den ekstreme befolkningstæthed med små lejligheder og baggårde var gaderne berygtede for kriminalitet, prostitution og fattigdom. Læs mere om Ny-København (eller Sankt Annæ Vester Kvarter) på Hovedstadshistorie.dk og på Wikipedia.


Kvarteret fik sit nuværende udtryk omkring 1960. Vort kvarter er nu præget af gode indkøbsmuligheder i form af en håndfuld supermarkeder og mange specialforretninger, restauranter, cafeer og gode institutioner og sidst men ikke mindst Kongens Have. Kvarteret er i vækst herunder også mange børnefamilier, hvilket blandt andet kommer til udtryk i udvidelsen af Sølvgade Skole. Desuden er der metro i nærheden (metro Marmorkirken)